BREVKASSEN: BEDRE KONTAKT MELLEM HOVED OG KROP?

Jeg har fået et spørgsmål i min brevkasse fra Sidse, som gerne vil have bedre kontakt mellem hoved og krop.

Sidse er mor til to små børn og har for nylig startet sin egen virksomhed. Derfor er der mange bolde i luften i Sidses liv, og hendes todo-liste vokser og vokser.

Sidse vil gerne høre om en Kropsterapeut uddannet ved Body SDS kan hjælpe hende, med at få bedre kontakt mellem hoved og krop.

Jeg tør godt afsløre allerede nu, at det tror jeg godt det kan. Faktisk er det kropsterapiens’ spidskompetence at sætte krop og hoved sammen.

Men der er også meget vi hver især selv kan gøre for at få hoved og krop til at samarbejde.

Læs hele Sidses spørgsmål og mine råd til hende.

Kære Doro

Jeg skriver til dig for at blive klogere på, om du har nogle gode råd og om Body SDS måske kunne være noget, der kunne hjælpe mig.

Jeg oplever, at jeg ind imellem har så meget i hovedet og så meget, jeg skal nå og skal huske, at jeg fuldstændigt ignorerer kroppen. Der er simpelthen ikke kontakt mellem hoved og krop. Jeg kører nogle dage afsted med 110 km/t i mit hoved og der er som om, at kroppen er helt koblet fra, den kan slet ikke følge med…

Jeg er midt i 30’erne, har mand og to små børn og er ved at starte min egen virksomhed. Der er rigtigt mange bolde i luften, ting jeg skal huske og have styr på – både arbejdsmæssigt og privat. Der er altid noget, jeg kan gøre og når jeg har slettet et punkt på to-do-listen, har jeg tilføjet to nye.

I mit arbejde er jeg rigtigt meget “oppe i hovedet” – meget snak, tanker, refleksion, jeg giver meget af mig selv, bruger mig selv følelsesmæssigt og skal være skarp og “på” i hovedet hele tiden. Og så er det, at jeg simpelthen glemmer kroppen ind imellem. Der kan være dage, hvor jeg glemmer at spise og drikke og måske først kommer ud at tisse, når blæren er ved at sprænges. Det er jo på ingen måde sundt, og de dage ender jeg også tit med at være helt baldret i hovedet, anspændt i skuldrene, træt og drænet og kroppen føles bare tung.

Jeg ved udmærket, at det ikke er sundt. Jeg kan endda godt sidde og tænke, at nu skal trænger jeg til vand eller jeg skal tisse, men så fortsætter jeg alligevel en time mere, selvom jeg burde tage en pause og lige lytte til min krops behov…

Har du nogen god råd til, hvordan jeg bedre får kontakt mellem hovedet og kroppen – især de dage, hvor tingene går stærkt og jeg i virkeligheden har allermest brug for det? Hvordan kan jeg blive bedre til at lytte til min krop, som jo tydeligt fortæller mig, hvad den har brug for? 🙂

På forhånd tusind tak for din tid og svar!

Bedste hilsener
Sidse

Kære Sidste

Tusind tak for dit spørgsmål. Jeg kan først og fremmest fortælle dig, at du ikke er alene med dine udfordringer.

Jeg tror de fleste mennesker – mig selv inklusiv – er udfordret af at leve i et samfund, hvor det meste foregår i en højt tempo og hvor fokus især er på vores mentale evner.

Vores evne til at tænke, reflektere, argumentere og analysere.

Ikke underligt at mange af hovederne rundt omkring brænder sammen i tankemylder, angst, stress og depression.

Man kunne godt ønske sig et paradigmeskifte her.

Og mon ikke der er et på vej?

Jeg ved jo godt, at det er lidt svært at ændre det samfund vi lever i fra det ene øjeblik til det andet, så lad os i stedet her tage fat på, hvordan vi selv kan skabe noget modvægt til tempoet og tendensen til at ryge op i hovedet og glemme kroppen.

Hoved og krop

Lad os først lige en gang for alle slå fast at hovedet er en del af kroppen.

Selve ideen om hoved og krop som hinandens modsætninger giver ingen mening, af den simple grund at hovedet er kroppen og uden forbindelse mellem hoved og krop, ville vi falde døde om.

Jeg forstår selvfølgelig hvad du mener med at være “oppe i hovedet”, men i virkeligheden tror jeg bare det handler om at du overanstrenger dit hoved og dine tanker.

Lad mig give et eksempel:

Din hånd er en del af din krop.

Hvis nu du satte dig og skrev smukke håndskrevne breve mange timer hver dag i en uge, ville du nok få ondt i hånden og efter noget tid skrive grimmere og grimmere og til sidst ville du nok have så ondt at du måtte stoppe.

Hovedet er ligesådan.

Hvis du overanstrenger det, bliver det dårligere til at tænke og koncentrere sig, du får sværere ved at prioritere og se klart og til sidst kludrer hjernen i hvilke hormoner den skal udløse – så du pludselig får koldsved, hjertebanken og bryder grædende sammen uden helt at forstå hvorfor.

Kroppen er en organisme, der har brug for at blive bevæget og brugt på forskellige og afvekslende måder, og mindst lige så vigtigt er kroppen en organisme, som har brug for pauser og for hvile.

Jeg tror altså slet ikke det handler om, at du kommer ud af hovedet, men om at du skal bruge hovedet anderledes og holde op med at overanstrenge det stakkels hoved.

Begrænsende overbevisninger

Ja, tænker du måske, men jeg overanstrenger jo ikke mit hoved med vilje?

I know.

Det er meget mere sandsynligt, at du gør det helt ubevidst og af gammel vane, fordi det er kodet ind i dine celler, at det er det der skal til, hvis du skal lykkes med dit arbejde, din forældreskab, dit forhold og ja – dit liv.

Du forstår sikkert godt hvor jeg vil hen.

Vi har alle sammen de her “begrænsende overbevisninger” som – indtil vi opdager dem, og ændrer dem – kan holde os fast i handlemønstre, der egentlig ikke giver mening, men bare bliver ved med at gentage sig.

Jeg vil ikke begynde at gætte på hvilke overbevisninger der styrer dig – det vil jeg hellere finde ud af sammen med dig.

Men dit brev får de her spørgsmål til at poppe op i mit hoved, så dem får du lige at reflektere videre på:

Hvorfor har du travlt?
Er afstanden mellem krop og hoved et problem hver dag eller er det særligt slemt under bestemte forhold?
Er der situationer i arbejds- og familielivet, hvor du føler en god sammenhæng?
Behøver dit arbejde være “oppe i hovedet” eller kan du gøre det mere fysisk?
Finders der nogen rigtig gode grunde til ikke at opfylde dine mest basale behov?
Hvornår er du aller mest glad?
Når alt kommer til alt, hvad er det egentlig du skal nå, og hvad er det egentlig, der er vigtigt?

Og så vil jeg gerne sige noget, som du allerede ved, men som du – og rigtig mange andre – måske har brug for at høre igen og igen:

At udsætte egne behov er den sikre vej til stress og sammenbrud

At livet som mor og nystartet selvstændig kan være hektisk, forstår jeg så godt.

Virkelig.

Der er mange behov der skal opfyldes og mange kvinder håndterer dette ved at udsætte deres egne behov.

Det.

Duer

Ikke.

Det bliver vi kun triste, tunge, vrede og udmattede af.

Du ved det godt, men du gør det alligevel.

STOP.

Fra nu af foreslår jeg, at du står op hver morgen og spørger dig selv: hvad er mine behov og hvordan kan jeg opfylde dem?

Nogle dage er det dit behov at få en hel masse arbejde for hånden.

Andre dage er der måske mere brug for kvalitetstid med familien.

Og jeg foreslår at du én gang i timen sætter en alarm på din telefon.

Når alarmen går så gennemgår du følgende tjekliste:

luk øjnene og mærk din vejrtrækning og hele din krop i 1 minut

Spørg derefter dig selv: har jeg brug for at..

drikke?
spise?
gå på toilettet?
bevæge kroppen?

Jeg mener det helt seriøst, og jeg lover dig, at hvis du gør det, vil tingene blive lettere.

Grundregler der gør dig til herre over todo-listen

I forhold til todolisterne findes der jo et hav af dygtige mennesker med spændende teorier om, hvordan man stress-reducerer og tidsoptimerer, og jeg er ingen ekspert på det område.

Men jeg har har jeg et par grundregler, jeg selv lever efter – men altså de giver kun mening, hvis jeg først og fremmest tager godt hånd om mig selv og mine grundlæggende fysiske og følelsesmæssige behov:

skriv alt hvad jeg skal ned på et papir (tøm hovedet)
udvælg dagens vigtigste punkter, som du ved du kan overskue at følge op på i dag (skær en masse – som i rigtig meget – overflødigt fra)
bed om hjælp (det er okay og du skal – især når du er mor til små børn)
gør dit bedste – det er nemlig altid godt nok – og giv slip på resten. Det er klart det sværeste og her bruger jeg selv ofte en behandling eller træning til at finde den sandhed i mig selv igen igen igen)

Vi vil det hele – men det kan vi ikke

Og det siger jeg ikke for at være en lyseslukker.

Jeg mener faktisk, at vi kan alt, hvad vi vil.

Men ikke på en gang.

Derfor er vi nødt til at lære at lære at vælge og sortere mellem alle de muligheder, vi konstant bliver stiller overfor.

Vi er nødt til at træne os selv i at vende hjem til det sted i os selv, hvor vi er nærværende og ærlige overfor os selv.

Og ind imellem er vi nødt til at lade andre – fx gode venner eller måske en terapeut – hjælpe os med at finde det sted igen.

Jeg tror det er et menneskeligt vilkår indimellem at vandre langt væk fra os selv. Det gør ikke noget. Og det er der ingen skam i. Det er sådan vi lærer og udvikler os.