VREDE – FORÅR BYDER PÅ GENNEMBRUD OG UDFOLDELSE

Foråret er potent. Der er aktivitet alle vegne, og lysets komme giver de fleste lidt ekstra energi. Alle kan se og mærke, hvordan naturen gør sig klar, til at eksplodere i farver og dufte og oplevelser. Og vi elsker det.
Men mange glemmer at vi mennesker også er natur, og at vi også har brug for at folde os ud og blomstre – og blive elsket af os selv og andre for vores eget lille skaberværk.
Men kan vi det? Eller er vi så svækkede og ude af balance at vi er brændt ud og trætte efter et par uger eller dage med forårssol.

Er du vred, indestænkt og træt?

Der er mange der er frustrerede i denne tid, selvom dagen allerede har taget til med næsten 7 timer, og luften er varmere. Og det giver god mening. Mange mennesker får nemlig ikke blomstret nær så meget som de kunne, fordi de holder sig selv tilbage. Dét skaber en destruktiv vrede i os som vi kan have svært ved at komme af med.

Jeg elsker at tænke på Ronja Røverdatter, der løber ud i anemoneskoven og råber “Hold jer for ørerne for nu kommer mit forårsskrig”. Astrid Lindgren vidste, hvad de fleste børn også ved. At energien må lukkes ud – den må bruges.
Hvis vi holder os selv eller hinanden tilbage og forventer den følelsesmæssige vildskab, holdes inde, så bliver vi vrede, indædte og modløse.

Men hvad er vrede egentlig og kan man være vred på en mere balanceret måde?

Gammel Kinesisk visdom

Ved briksen bruger jeg ofte Teorien om de 5 elementer til at finde ud af hvad der er brug for at jeg arbejder med.

Det er en flere 1000 år gammel kinesisk visdom, som akupunktører, zoneterapeuter og mange Body-sds behandlere anvender til at forstå kroppen, fordi den tilbyder et slags landkort over de komplekse mekanismer og sammenhænge der er på spil i ethvert menneske.

Teorien beskriver de fem elementer; Jord, Metal, Vand, Træ og Ild.
Til elementerne er knyttet farver, kvaliteter, følelser og hver element repræsenterer bestemte organer i den fysiske krop. Derudover har hvert element forbindelse til en årstid.

Gennem 5-elements-teorien kan vi altså kort sagt forstå sammenhængene mellem årets cyklus, kroppens organer og forskellige følelser og tilstande.

Forår og træ

Når det er forår er træ det aktive element. Den energi der bedst beskriver træ-elementet og foråret er den udbrydende gennembrydende energi. I klassisk kinesisk medicin er grundfølelsen i træ-elementet vrede. Ikke den reaktive vaneprægede frustration, som ofte handler om at vi egentlig er kede af det. Men konstruktiv vrede, der anvendes til at udtrykke og beskytte vores retning og vores sandhed.

Træ-elementet handler om begyndelse. Om fødsel, om morgen og om at sætte retning i livet. For frøet handler det om at spire og vokse så det kan folde sig ud.

Træ-elementet er forbundet med vores lever og vores galdeblære.

Leveren har over 500 funktioner i kroppen, og det er blandt andet i leveren næringsstoffer lagres og omdannes, en del af stofskiftet foregår i leveren og det er også leveren der nedbryder affaldsstoffer fra fx dårlig kost, medicin og skadelig kemi. I kroppens energisystem bliver leveren sammenlignet med en leder, der laver strategier har visioner og løfter energien op. Er der balance i leveren, vil man som menneske være storsindet og venlig.
I galdeblæren lagres galdesafter som hjælper med fedt-nedbrydelsen i kroppen og leder giftstoffer ud. I lang tid galde været forbundet med vrede, men egentlig er galdens grundudtryk, når den vel og mærke er i balance handlekraft. En sund galde hjælper os med at føre vores planer og visioner ud i livet, tage beslutninger og sætte sunde grænser.

Det handler på mange måder om at stå fast uden at stivne.

Som et træ, der på en gang er fleksibelt og samarbejdsvilligt bøjer sine grene i vinden, men samtidig står det urokkeligt i sit fundament, fordi det har skabt et rodnet, der går langt ned i jorden.

Træ-elementet i ubalance

Når der er ubalancer i træelementet har vi meget dårlige rødder og vi har mistet vores retning. Vi kan føle os forvirrede og fortabte og så kan vi blive meget aggressivt vrede. Forstår vi ikke at rumme og lytte til det budskab, som vores egen vrede bringer, nemlig at vi har ubalancer i vores fundament og ikke står stabilt hjemme i os selv, sker det ofte at vi retter gennembrudsenergien der bobler i os ud mod andre eller bruger den destruktivt indad – med ret katastrofale følger.

Når vi projekterer vreden ud mod andre og giver dem et møgfald (ubalancer i galden), giver vi vores egen kraft fra os. Når vi er optaget af hvad alle andre gør eller ikke gør og har travlt med at reagere på det, får vi ikke gjort noget selv, vi får ikke brugt vores handlekraft i overensstemmelse med vores sandhed.
Når vi vender energien indad og bruger vreden til at kritisere og nedbryde os selv (ubalancer i leveren), bliver vreden selvdestruktiv, vi slipper vores eget indre lederskab, og med tiden bliver vi deprimerede .
I begge tilfælde kan man sige, at vi kommer væk fra det der er vores sandhed – og det gør ondt.

Fysisk kan sådan en misplaceret gennembrudskraft også være smertefuld. Den kan give hovedpine, forhøjet blodtryk, smerter ml skulderblade, svimmelhed, fordøjelsesproblemer, gøre at vi bliver enormt trætte eller har smerter når vi har spist fed mad, det kan give mange former for øjenproblemer og problemer med huden.

Skab balance i træ-elementet

Hvis du genkender dig selv i det du har læst, så er du helt normal. Jeg genkender i hvert fald mig. Og at mestre de 5 elementer er nok noget vi skal øve os på hele livet. Mange har et tilbagevendende tema i et element, og hvis det er træ-elementets ubalancer, der fylder hos dig, så kan du få rigtig meget ud af at arbejde med det – især når naturen er i den samme forårs energi, som du. Her er hvad jeg anbefaler at du gør for at skabe mere balance i træ-elementet, hvad end det er den temperamentsfulde udadgående vrede du kender eller den indadgående selvdestruktive:

  • Fjern fysiske belastninger – i det omfang der er muligt
    Vi lever af mad og det er ikke lige meget hvad vi kommer ind i (og for den sags skyld på vores krop). Vi kan, hvis fordøjelsen er svækket, blive rigtig arrige af at få for meget kød, fordi animalsk fedt er sværere at nedbryde og galden ikke kan følge med. Vi kan blive rigtig triste og deprimerede hvis der ophober sig for meget gift i leveren fx som følge af et stort forbrug af medicin. Vi har hver vores udgangspunkt, men hvis det er muligt, så gør det altså arbejdet med træ-elementet og vreden en hel del lettere, hvis vi kan undvære det der belaster. Det kunne også være kaffe, sukker, alkohol, rygning og forarbejdet mad af dårlig kvalitet. Det vigtigste er at vi mærker efter hvad der føles rigtigt – og ikke bare følger en plan.
  • Gør gode ting for dig selv – styrk dit fundament
    Vi kan drikke rigeligt vand i løbet af dagen, spise mange friske, næringsrige grøntsager og frugter og prioritere vores nattesøvn. Så er vi allerede rigtig godt på vej. Vil vi arbejde intensivt med at støtte leveren kan vi drikke mælkebøttesaft, tage et glas med citron i lunkent vand hver morgen, tage tilskud af Chlorella, som afgifter kroppen eller bruge marietidsel, rødbede eller artiskok som også støtter leverens funktioner.
  • Brug vreden til at rense luften og skabe en frisk start og en ny retning.
    Den ubalancerede vredes budskab er at vi skal komme hjem til os selv, så vi kan folde os mere ud. Og hermed mener jeg at vi skal turde vise hvem vi er, gøre det vi vil og tage vores plads. Bruger vi vreden til at navigere i selvudfoldelse, bliver vreden konstruktiv. Og hvordan gør vi det i praksis?
  • Lad kroppen være vred / udtrykke energien
    At destruktiv vrede skal transformeres til konstruktiv, betyder ikke at den skal undertrykkes – tværtimod. Det er en virkelig god idé at få afløb for vrede og frustrationer ved at gå i skoven og skrige som Ronja, stille sig foran havet og brøle om kap, slå i en pude, løbe i fuld fart ned af en bakke, altså helt enkelt og ukompliceret bruge kroppen til at brænde noget energi af – på en måde der taler til dig. Destruktiv vrede er ofte meget stagneret energi, så forestil dig du skal ryste og røre og ruske den fri, så den kan slippe.
  • Sæt ord på vreden – måske bliver du klogere
    Nogen gange er vi meget vrede og det er der altid en grund til. Nogen gange er det ikke nok at ruske kroppen (og måske er det også det sidste man har lyst til) og så er der heldigvis noget andet vi kan gøre. Skriv et brev til dig selv. Du må gerne adressere det til den du er vred på (hvis der er en), men det er kun for dig og skal ikke sendes. Færdiggør sætningerne: Kære… (kan også være dig selv) Jeg er vred over…, jeg er skuffet over…, jeg er ked af…, jeg er såret fordi…, jeg ville ønske…, jeg er bange for…, jeg er ærgerlig over…., jeg bebrejder mig selv at…, jeg forstår…, jeg har brug for…, jeg elsker…., jeg ved…, jeg påskønner…, jeg tilgiver…, jeg ønsker… Når du har skrevet brevet går du direkte videre til næste punkt.
  • Mærk hvad der ligger under vreden og arbejd med det
    Find ud af hvad det handler om. Sæt dig ned og spørg din lever hvad den har brug for for at kunne lede og spørg din galde hvad den har brug for for at kunne handle. Sid stille med lukkede øjne og træk vejret ned i maven og giv dig tid til at høre svaret. Spørg “hvordan kan jeg lige nu bedst opfylde mine behov for næring og vækst?” De svar der kommer til dig er det en god ide at skrive ned og måske dele med andre, for det er når vi giver udtryk og handler på det vi mærker at vi virkelig skaber balance i træ-elementet. Hvis du ikke kan mærke det skal du ikke fortvivle. Så skal du i stedet finde nogen der kan hjælpe dig. Det kan være en nær ven, du kan tale med og undersøge det sammen med, eller det kan være en behandler eller terapeut du har tillid til.

Husk at din eneste opgave er at undersøge livet. Du skal aldrig være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt – bortset fra lige nu, hvor du helst skal være lige der hvor du er

Jeg håber inderligt at du er blevet klogere, blevet inspireret og måske endda har opdaget ting om dig selv, du ikke før havde tænkt på på den måde.
Jeg ønsker dig en masse skønne forårsdage fulde af vildskab og kærlige favntag med dig selv.

Kærlig hilsen Doro

Vil du også læse?

No Comments

Leave a Reply