PERSONLIG UDVIKLING BEHØVER IKKE VÆRE INDVIKLET

Personlig udvikling skal være sjov og spændende

Jeg har en klient, vi kan kalde hende Lise, og Lise har givet mig lov til at bruge hende som eksempel. Lise kommer til behandlinger hos mig 1-2 gange om måneden og lægger sig blandt andet på briksen for personlig udvikling.

Lise har ofte også en skulder der driller, en øm nakke eller et tredje sted i kroppen, der gør ondt, men ud over at hun gerne vil have kroppen løsnet og afspændt, så smerterne forsvinder, vil Lise også meget gerne snakke om og have sparring på de ting der fylder i hendes tanke- og følelsesliv. Hun vil gerne blive klogere på hvem hun er, og hvorfor hun handler, tænker og føler, som hun gør.

Lise vil, som så mange andre, rigtig gerne udvikle sig som menneske. Lise har modet til at mærke efter, når vi går ind i noget, der er svært. Hun er nysgerrig og åben, så når vi i fællesskab puster lidt til vanerne og opdager, hvilke mærkelige overbevisninger der ligger bag, får vi ofte også et godt grin.

Jeg elsker at arbejde med Lise. Og Lise er rigtig glad for at komme til behandlinger hos mig, fordi hun kan mærke at de ting vi arbejder med, gør hendes liv lettere og mere glædesfyldt.

Lise har fået mig til at tænke over personlig udvikling og hvad det egentlig vil sige.

Misforståelsen om personlig udvikling

For 100 år siden var personlig udvikling en luksus, der kun tilkom et meget lille udsnit af befolkningen. Langt de fleste var bare som de var og lavede det de lavede (som deres far havde lavet før dem) og så var der ikke mere at tænke over der.

I dag er selvudvikling næsten ikke til at komme uden om. Alle skal finde deres rette hylde og for at finde den, må man kende sig selv.

Tag ikke fejl. Jeg synes virkelig det er fuldstændig vidunderligt, at lysten til at lære sig selv at kende og udvikle sig som menneske er støt voksende i vores samfund. Og det er fantastisk at mulighederne for at få kvalificeret støtte og hjælp til personlig udvikling er flere end nogensinde.

Jeg tror på at mennesker, der arbejder med sig selv og rydder op i deres historie og heler fortidens sår, er med til at skabe en bedre verden og et bedre liv for sig selv, deres medmennesker og for menneskeheden på langt sigt.

Så HURRA for det og for det!

MEN.

For der er altså et men..

Det er som om personlig udvikling i nogle tilfælde også kammer over og bliver til en masse ret hårde krav, vi stiller til os selv.

Det bliver et punkt på vores lange todo-liste, der helst skal være tjekket af.
Et kriterie der skal opfyldes for at vi er gode nok og har gjort det godt nok.
Som om livet alene er forkert, men med personlig udvikling kan vi rede os selv lidt evig frelse.

Jeg oplever desværre at mange af mine klienter dyrker personlig udvikling for at blive en anden og bedre udgave af os selv. For at rette fejl og for at blive nok.

Det er et kæmpe problem

Det er ikke alene en gigantisk misforståelse, det er også et kæmpe problem, for det er rigtig rigtig indviklet og smertefuldt at skulle udvikle sig til noget andet hele tiden.

Jeg ved det, fordi jeg har været der.

Jeg har været fuldstændig overbevist om, at der var noget i vejen med mig og at jeg skulle lave en masser personlig udvikling for at komme væk fra smerten og et sted hen, hvor jeg bare var glad, var mere spændende, meget flottere, sødere, klogere på livet osv.

Jeg var helt sikker på at jeg manglede noget og jeg fløj rundt, som en flue i en flaske og forsøgte at finde det jeg manglede.

Jeg troede vitterlig at min jagt på “det jeg manglede for at være rigtig” var “personlig udvikling”. Jeg troede at mit liv skulle handle om at gøre afstanden mellem mit “ideelle jeg” og så den jeg rent faktisk var mindre og mindre ved at optimere mig selv så så jeg ikke længere var så sølle.

Jeg blev heldigvis klogere.

Jeg ved nu at selvkritik og bunkevis af krav IKKE ER og ALDRIG HAR VÆRET meningen med personlig udvikling.

Det er bare selvtortur.

Hold op med at være hård ved dig selv

DU ER HEL.

smuk
sød
dejlig
perfekt

DU MANGLER IKKE NOGET!

Hvis du går rundt og tror, at du mangler noget og skal udvikle dig for at blive et helt menneske, så skal du holde op med det samme.

Træd et skridt tilbage.

Hold op med at ville udvikle dig og giv dig selv fred og kærlighed i stedet.

For du er allerede hel. Og smuk. Og sød. Og dejlig.

Og perfekt.

Altså.
Hvis du tror du først er smuk, når du får flad mave, kommer du aldrig til at se hvor fin og lækker du er, lige meget hvor meget du træner.
Hvis du tror du først bliver spændende at være sammen med, når du bliver klogere på politik, så kommer du ikke til at slappe i at møde nye mennesker, lige meget hvor meget du læser information og ser deadline.
Hvis du tror du først er klar til at få en kæreste, når du har udviklet dig mere som menneske, så opdager du ikke de søde mænd og kvinder der tjekker dig på gaden i dag.

Meget ofte identificerer vi et problem ved os selv, som i virkeligheden slet ikke er problemet!

Problemet er at vi er overbeviste om, at der er et problem.

DU MANGLER IKKE NOGET, du er ikke gået i stykker og du skal ikke repareres!

Personlig udvikling er noget helt andet

Personlig udvikling handler IKKE om at blive et andet og bedre menneske end du er. Personlig udvikling handler om at LÆRE det vidunderlige menneske, som du (ja også DIG!) faktisk er, bedre at kende (fordi du har lyst og ikke kan lade vær)!

Ligesom Lise. Du husker nok hende, min klient, som jeg startede med at fortælle om. Hende der grinede sammen med mig på briksen.

Det er en helt klar forudsætning for personlig udvikling at vi ELSKER og RESPEKTERER alle kringelkroge af os selv. UBETINGET.

Min egen erfaring er at glæden og friheden og også udviklingen her i livet opstår, når vi formår at behandle os selv KÆRLIGT og NYSGERRIGT – også når vi ikke lever op til vores mange (og ofte komplekse og selvmodsigende) forventninger.

Dagens (og livets) opfordring er, at du ser dig selv i øjnene og tager dig selv i hånden og siger:
DET ER OKAY! JEG ER FIN OG HEL SOM JEG ER LIGE NU.

DET ER NEMLIG BARE SÅ OKAY!

Og derfra, fra det dejlige sted, hvor du anerkender hvor helt enormt meget du sparker røv. Derfra, kan du nysgerrigt tage afsted på de spændende udviklingsrejser livet tilbyder.

Husk det her fremover, når du vil udvikle dig

Du kan gemme dem eller printe dem eller hvis du er til den slags få dem tatoveret på din underarm så du aldrig glemmer dem.

Personlig udvikling bliver indviklet og smertefuld – og er faktisk slet ikke personlig udvikling
– når du tror du skal udvikle dig væk fra en del af dig, som ikke duer.
– når du tror du mangler noget og skal finde det før du er ok.
– når den er tung og tanken om at arbejde med dig selv gør dig ked af det og træt

Hvornår er personlig udvikling sund?
– Når den er sjov
– Når du respekterer dig selv
– Når du nyder turen
– Når du er åben og nysgerrig
– Når det er spændende
– Når du har overskud til at være nysgerrig på processen
– Når den sker af sig selv og du følger med

Jeg vender tit tilbage til spørgsmålet:

Er livet et problem, der skal løses, eller et mysterium, der skal opløses – gennem det levede liv?

Jeg er i hvert fald ikke noget problem, og det ved jeg at du heller ikke er.

doroknudsen

Jeg håber dette indlæg har givet dig lyst til at udvikle dig åbent og kærligt og når du har lyst.

Har du erfaringer med personlig udvikling? Kan du genkende det jeg skriver og hvad er personlig udvikling for dig?
Jeg vil blive så glad for at få din kommentar herunder ♥

De kærligste hilsner
Doro Knudsen
– Kropsterapeut uddannet ved Body SDS og din støtte i kærlig og nysgerrig personlig udvikling

PS. Jeg vil elske at hjælpe dig med at få det sjovt med din egen personlige udvikling klik her hvis du vil i gang med det samme →

Vil du også læse?

1 Comment

  • Reply Karina Mandalia 10. april 2022 at 6:10

    Tak for påmindelsen Doro 🤗 Det var lige, hvad jeg havde brug for at høre i dag ❤️
    Jeg elsker dine ord om at være nysgerrig på sin egen krop og tanker – jeg er jo go til at være nysgerrig 😁 Det vil jeg tage med mig, mens jeg healer efter operation og i stedet for at fixe mig selv, så være nysgerrig på, hvordan min krop healer sig selv 🤗 Tak for dine ord og opmuntring ❤️

  • Leave a Reply